Veranstaltungen: Dom bei Nacht

Når man træder ind ad den sydlige romanske portal, står man i forhallen, domkirkens yngste rum. Det er en juvel af middelalderlig munkestensarkitektur, som blev fuldendt i 1220. Stentavlen i væggen henviser til grundlæggeren Heinrich der Löwe. En smuk midterpille af fire halvsøjler bærer hvælvingerne. I østvæggen er der en lille apsis, hvor der stod et alter for Jomfru Maria i middelalderen. Domkirken er viet til Jomfru Maria og Evangelisten Johannes. Orglet fra firmaet Becker i Kupfermühle, der står ved sydvæggen, er fra 1985.

Når man er gået igennem hovedportalen til tårnhallen, ser man langskibet i munkestenenes varme farve og de hvidkalkede hvælvinger foran sig. De tykke vest mure, der oprindeligt var planlagt til to tårne, bærer det imponerende tårn. Mod øst strømmer lyset ind gennem de tre rundbuevinduer i den halvrunde apsis. Buer forbinder pillerne, der har forskellige pillekanter, og betoner den romanske kirkes symbol på vejen man må gå. Vejen fra mørket mod lyset. Triumfbuekrucifikset - med Maria og Johannes fra senromansk tid omkring 1260 - står under tværskibets indgangsbue og dominerer rum og retning.. Et blik på de to første gevaldige piller til højre og venstre viser livligheden i munkestensmurværket, der blev blotlagt i hele domkirken.

Det mægtige triumfbuekrucifiks med Kristus, Maria og Johannes betoner optisk vejen mod lyset. Når man ser på de gevaldige piller til højre og venstre, kan man ane deres tykkelse. Indtil restaureringen, som fandt sted i perioden 1953–1966, var de kalket over.

Når man går gennem midterskibet mod alteret, kan man se et brud i murværket i vinduesregionen. Sandsynligvis har bygningsværket, der blev påbegyndt med koret i øst, måttet hvile et stykke tid, før man kunne bygge videre med munkesten i en anden farve. Dette er ikke usædvanligt i middel-alderlige kirker. Den relativt korte byggetid fra ca. 1160 til 1220 førte til den forholdsvis ensartede byggestil.

Den nordlige pille ved det første af de i alt syv trappetrin op til alteret bærer prædikestolen, der er prydet med billedskærerarbejder af den nordtyske renæssancekunstner Hinrich Matthes i 1576. Relieffet på bagvæggen viser Georg Usler, der var den første lutheranske præst i domkirken. Han ser ud, som om han står der lyslevende.

Krydsfeltet danner det arkitektoniske midtpunkt, der hvor midterskibet og tværskibet mødes. Det byder på gevaldige rumindtryk. Her står blandt andet korstolene, hvis oprindelige dele stammer fra cirka 1220. Dette gør dem til de ældste af sin art i Nordtyskland. De strenge former er prydet med ornamentale billedskærerarbejder.

Koret er med et reb afskåret fra den tilgængelige del af kirkebygningen, men de besøgende kan herfra få et godt udsyn til de gotiske trepersoners bænke, der er rigt udskårne og står langs begge vægge i koret. Den ældste bænk har på siderne billedskærerarbejder, der forestiller ”Isajs rodskud” med Jesus i midten og en biskop under et egetræ.

I centrum af koret er alteret, det afgrænser koret fra apsis. Det er kirkens oprindelige alter. Dets murede blok på et fundament af kampesten kom til syne, da man i 1962 sænkede gulvet og fjernede det fra baroktiden stammende alter. Det blev pudset og forbundet med en trefløjet sengotisk altertavle, der fandtes i kirken. Denne gamle altertavle, der har oplevet slemme tider, fik allerede i 1634 indføjet dele fra forskellige epoker. Midtertavlen består til dels af en højrelief passionsaltertavle fra 1430, som er hugget i én sten. Derover er der anbragt en sølvfigur af Verdens Frelser fra 1634. Dette er i øvrigt den eneste figur fra baroktiden, der undgik tyveri. I fløjene står der udskårne, malede og forgyldte apostel- og helgenfigurer fra gotisk tid.

AKororgelet fra firmaet Rieger i Østrig er fra 1972. I krydsfeltet er der desuden en døbefont af bronze fra 1440, samt en bronzelysestage til påskelys udført af Fritz Fleer i 1967 og en læsepult af bronze skabt af Karl-Heinz Goedtke i 1975. Under stengulvet findes der en gravhvælvning med ligkister fra den lauenburgske hertugfamilie, hvortil der dog ikke er adgang.

I det nordlige sidekor, der ligeledes har tøndehvælving, blev den lille indgang til sakristiet fra romansk tid genåbnet. Ansverus-tavlen fra 1681 på væggen ved siden af viser i 12 billeder Ansverus` livshistorie. Han var abbed i St.Georgsberg Kloster i Ratzeburg. Han blev stenet til døde i 1066, men han blev senere helliget og erklæret for martyr. Han er begravet i domkirken. På 900-årsdagen for hans død den 15. juli 1966 blev domkirken genindviet ved en festgudstjeneste efter den sidste restaurering.

Hvis man fra den sidste pille ser mod det nordlige sideskib, ses en gotisk portal. Over portalen er der et gammelt rundbuevindue, der giver et indtryk af de oprindelige vinduers placering. Der ender korsgangens vestlige del, der desværre ikke mere er bevaret som sådan. Det atter tilgængelige første rum indeholder udstillingsgenstande, der tidligere befandt sig i domkirken. Her er vitriner med vidnesbyrd om bispedømmets historie: Dokumenter, biskopsegl, liturgiske klædninger m.m..

Ved udgangen fra kirken, ser man i vestvæggens kulørte vinduer, der stammer fra slutningen af det 19. århundrede, to mænd og deres hustruer. Det er Heinrich der Löwe og Storhertug Friedrich Wilhelm af Mecklenburg-Strelitz. Begge er stærkt knyttet til domkirkens historie.

Denne beskrivelse baserer sig til dels på en tekst af Ingeborg Hildebrandt.

Oversat af: Anne-Marie Ohff, 2011.